Behandlinger
Medicinsk abort
Ved medicinsk abort afbryder man uønsket graviditet ved hjælp af et medikament i tabletform. Den medicinske abort kan udføres indtil 8. graviditetsuge. En medicinsk abort består af to præparater: Det ene hæmmer den fortsatte vækst af graviditeten, og det andet afstøder det befrugtede æg ved at få livmoderen til at trække sig sammen.
Vævsprøve
Hvis det drejer sig om celleundersøgelser af livmoderhalsen, foregår det ved at skrabe med en børste på livmoderhalsen. Der kan også være tale om en sugeprøve fra livmoderen – her tages prøven fra indersiden af livmoderen.
KBC (kolposkopi, biopsi, cervixskrab)
Hvis der er fundet celleforandringer på livmoderhalsen, foretager man en KBC (kolposkopi-biopsi-cervixskrab). Det er en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi) kombineret med små vævsprøver (biopsier) og et lille skrab (cervixskrab) fra livmoderhalsen. Undersøgelsen vil vise, hvilken grad af celleforandringer der er tale om, og om der er grund til behandling.
Keglesnit
Man får foretaget keglesnit, hvis der er celleforandringer på livmoderhalsen, som måske senere kan udvikle sig til kræft. Keglesnitsoperationen er et lille og hurtigt indgreb.
Det udføres ved, at man med en tynd elektrisk slynge fjerner et kegleformet stykke væv fra livmoderens hals. Det fjernede slimhindevæv bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse.
Polypfjernelse
Det er almindeligt, at der forekommer polypper på livmoderhalsen eller i livmoderhulen. En polyp opstår i slimhinderne, og ofte er der flere end en. Polypper er almindelige og oftest godartede.
Hysteroskopi
– undersøgelse af livmoderhulen
Undersøgelsen foretager vi ikke her i klinikken, men henviser til samarbejdspartnere ved behov. Formålet er at finde eventuelle forandringer i livmoderens indre, som kan være årsag til gener eller problemer med at opnå graviditet. Det kan f.eks. være polypper eller muskelknuder. Undersøgelsen af livmoderen er et lille og hurtigt indgreb. Det udføres ved, at man med en kikkert undersøger livmoderen indvendigt under samtidig skylning med sterilt saltvand.
Kondylomer
Kondylomer eller kønsvorter er en kønssygdom, som i nogle tilfælde kan føre til udvikling af celleforandringer og kræft i kønsdelene, specielt celleforandringer på livmoderhalsen og livmoderhalskræft.
De kan behandles med creme, og man kan behandle dem kirurgisk ved at brænde dem med laser eller fryse dem væk.
Skift af inkontinensring
Ved inkontinens eller ufrivillig vandladning kan man anvende en vaginalring eller inkontinensring. Ringen understøtter blærehalsen, hvilket mindsker eller fjerner utæthed. Man kan selv skifte ringen,
men mange foretrækker at få en gynækolog til det, så de er sikre på,
at den sidder korrekt.
Spiraloplægning
En spiral anvendes som prævention og er en lille t-formet plastikstav, der er omviklet med kobbertråd (kobberspiral) eller en hormoncylinder (hormonspiral). Spiralen bliver placeret i livmoderen, og efter anlæggelsen foretager vi en ultralydsskanning for at sikre, at spiralen ligger korrekt.